Netto Fastlane – overvej din køb nøje og undgå øl!

Skrevet af Lasse den March 27th, 2009

Igår var Sofie og jeg ude og handle, hvilket ikke er min favorit diciplin, men med hovedet højt entrerede jeg optimistisk Netto ved Nørrebro Station, og antallet af mennesker var faktisk mindre end frygtet. Vi fandt de varer vi skulle have, væltede mod kassen og så gik det galt!

Netto har nemlig været en tur hos spåkonen og kigget dybt i glaskuglen, hvilket har medført at Netto ved Nørrebro Station, for et lille halvt års tid siden, overlod selve scaningen af varer til kunderne selv i det de kalder Netto Fastlane. Der er stadig en “normal” kasse tilbage, hvor du primært finder mormor og morfar – oftest i en kø på en 10-20 meter. Så ønsker man at komme hurtigt ud af Netto, og hvem gør ikke det, så er der i realiteten kun et alternativ, nemlig at møde fremtiden.

For at alle er med skal jeg kort prøve at forklare hvordan vidunderet virker:
Du sætter din kurv med varer op på apparatet, tager en plasticpose som du sætter fast i den dertil indrettede poseholder, scanner dine varer en efter en og putter dem i posen en efter en. Posen står på en plade der i virkeligheden er en vægt, og maskineriet kender vægten på samtlige varer i Netto og kan derfor sammenligne vægten på den scannede vare med vægten på det der bliver lagt i posen. Så længe vægten stemmer overens mellem det scannede og det der kommer i posen er maskinen glad.

Nå tilbage til vores lille oplevelse
For det første ville maskinen ikke acceptere, at vi brugte en rygsæk (for at spare på Co2 udledningen og alt det) i stedet for en plasticpose, idet tasken jo vejede mere end en plasticpose – en langsomt accelererende Nettomand klarede dog dette problem ved at scanne sit medarbejder kort, indtaste en kode og sende os et skævt smil – så langt så godt.

Tidligere har jeg faktisk brugt Fastlane mange gange med stor succes, og været lidt imponeret over at det rent faktisk fungerede. Dog plejer mine indkøb at være ret så små, så da vi først stod med alle vores varer var det lidt mere kompliceret end ellers, idet der faktisk ikke rigtig var plads til at 2 mennesker scannede og pakkede – i hvert fald glad for jeg ikke har 3 børn og skulle købe ind til hele familien.

Helt galt gik det da vi skulle til at scanne vores 9 flasker kildevand. Jeg kiggede febrilst efter et sted hvor jeg kunne indtaste, at jeg havde 8 andre varer magen til den jeg lige havde scannet. Igen kom Nettomanden os til “hjælp” og forklarede at det kunne man ikke, så vi skulle pænt scanne alle 9 flasker vand igennem maskineriet. Imidlertid glad for at vi ikke havde taget et par rammer øl under armen!

Denne oplevelse viser hvor vigtigt usability og brugertests er! Hvordan er det i det hele taget muligt at lave en så stor usability brøler? Gad vide om der overhovedet er lavet brugertests på maskinen? (Eller har jeg lige været ufrivillig deltager i en af de længste brugertests nogensinde?) Ligeledes ville et medarbejderkursus i kundeservice være på sin plads, men det gælder vist generelt for Nettos butikker!

Leave a Reply